Torsdag og fredag i Åbningsugen tog 22 studerende og fire faglærere på SOL-masteren afsted til Eresfjord og Kavli Moen gård. Ideen var at skabe sammenhold, ’kunnskapsglede’, indsigt i studieteknikker og læringsstrategier, og at give et overblik over de næste to års rejse gennem studiet, skriver Christina Berg Johansen, faglærer og ny studieleder på SOL-programmet.

Av CHRISTINA BERG JOHANSEN, førsteamanuensis

Torsdag den 22.8 vågnede jeg spændt. Jeg lå i et smukt lille rum på Kavli Moen gård og tænkte over programmet for de næste par dage. Ville det blive inspirerende og nærværende, som jeg og mine kollegaer på SOL-masteren selvfølgelig håbede? Hvem var alle de mennesker jeg snart skulle møde; hvilke drømme, erfaringer og tanker kom de med hver især?

Ved 10.30-tiden var alle indkvarteret og programmet i gang. Vi varmede op med grupper der skulle snakke med hinanden om forskellige emner: Under 25 år stiller sig dérover, 25-30 år dér, +30 år dér. Omgruppering: Bachelor fra Molde i den ene ende af salen, bachelor fra andre steder i den anden. Omgruppering: børn/ikke børn. Omgruppering: fuldtidsjob/ikke så meget job. Og så videre. Jeg husker at der i første runde blev spurgt: hvad skal vi nu, hvad er opgaven, hvad skal vi snakke om? Og jeg sagde noget i retning af ”Bare snak! Spørg hinanden, lær hinanden at kende”. Efter et par runder gik det i fuld fart – stemmerne fyldte rummet totalt, energien svirrede. Og sådan gik det resten af de to dage: nye grupper, nye samtaler, nye opgaver.

Hallgeir Gammelsæter præsenterede SOL-masterens ambition om at være et studie hvor samfundets store udfordringer og organisationers handlinger hele tiden undersøges i samspil. Vi præsenterede fagindhold og bøger og teorier, og så tog vi på tur. Bare små to timer, op til Storhundneset. Der er nu ikke noget som samtaler i frisk luft.

Jeg snakkede med Monica fra Tromsø, som bruger SOL-masteren i forbindelse med sit job i Brigade Nord. SOL og militæret! Fedt. Tony fra Nesjestranda der er fuldtidsunderviser på ungdomsskolen og brænder for pædagogikken. Kristoffer fra Molde der har taget to bachelorer på HiM og nu kører videre med SOL masteren for blandt andet at blive udfordret på det mere sociologiske.

Resten af dagen handlede først om det store, så om det nære. Først en gruppeøvelse i at definere de store globale temaer vi står med i dag. Hvad er vi bekymrede for? Hvad er vi glade for? Hvad vil vi gerne ændre, eller bevare? Emner som klima og miljø, migration, terror, overbefolkning, arbejdsløshed, medier og nationalisme gik igen – en ikke så lidt dystopisk seance!

Men meningen er jo at blive dygtige til at se direkte på alle de problemer der er omkring os, og derefter begynde at angribe dem analytisk. Forstå dem fra forskellige perspektiver og undersøge hvordan de hænger sammen med vores hverdag og vores organisationer. En ting jeg lagde mærke til, var at ikke mange havde personlige erfaringer med nogen af de her kæmpeproblemer. Det er jo positivt at vi bor i en del af verden der er skærmet fra det meste og at vi er privilegerede på et utal af måder, sådan på hverdagsligt plan.

Men det fortæller vel også noget andet. For det første fortæller det om et dybt ubehag ved fornemmelsen af at verden er i uigennemskueligt opbrud, uden at man selv har nogen handlekraft i dette opbrud – det er en følelse mange mennesker i den moderne verden kender. For det andet fortæller det noget om at de mange sammenhænge der findes mellem vores små bitte liv og globale strukturer, er forholdsvis usynlige. Dem skal vi ind og kigge på de næste to år.

Så til det nære: Studentrådgiver Eva-Merete Otterlei Børstad fortalte om hvordan man tager vare på sig selv i sit studieforløb, og en af SOL-masterens tidligere studenter fortalte om sine studieteknikker og strategier og kampe undervejs. Så vigtigt at høre de personlige tanker og erfaringer om struktur, socialt sammenhold, balancen mellem job, familie og studie, holdningen til at tage hvert kursus i stiv arm ét ad gangen, og så i øvrigt fokusere på at forstå teoriernes grundlæggende budskaber fremfor at blive overvældet over detaljerne. At tænke ’det må jo gå på en eller anden måde’ når presset føles for stort, og at række ud til nogen der kan støtte en. Og at finde sine ’ladestationer’ og huske at tanke helt op med frisk energi engang i mellem.

Kvelden var magisk. Medbragt vin og husets fantastiske vildtgryde med kortrejst mad: rensdyr og hjort fra området. Flere samtaler med disse studerende, der stille og roligt gik fra ”studerende” til helt unikke individer. Det kan godt være at verden har det svært, men sådan et hold unge nysgerrige mennesker giver håb. Deres stemmer og latter trængte op til mit værelse da jeg var gået lidt tidligt i seng. Så sov jeg. Godt.

Om fredagen gik vi dybere ind i det studiemæssige og faglige, med tekstlæsningsøvelser og mere gruppearbejde. Og som om det ikke var nok, bad jeg de studerende om selv at danne grupper som de kan arbejde sammen i i det kommende semester. Det gik lynhurtigt. I det hele taget var forsigtigheden fra starten pist forsvundet, og øvelser, spørgsmål og samarbejdet mellem os flød frit. Jeg er fuldstændig overbevist om at denne investering i sammenhold lønner sig på sigt. Og som en af de studerede sagde til mig: det er også godt at lære jer undervisere at kende. Ja! Vi bliver til mennesker som sammen er engagerede i et studie, fremfor til (i værste fald) kunder og leverandører.

Og selvom vi stadig har til gode at møde de sidste fem-seks stykker på holdet, er jeg sikker på at bunden er lagt for en hurtig inddragelse af dem i fællesskabet.

Fredag kveld tog jeg i temmelig træt tilstand ned på Kiwi i Langmyrvegen for at købe ind til kommende fjeldtur med kæresten. ”Hej, Christina!” lød det friskt. Kristoffer fra Molde var taget direkte på job, og nu gik han her og svingede med varer og lagerlister. Trygt, synes jeg.